Vedtægter

VEDTÆGTER FOR RADIKAL

UNGDOM ODENSE


§ 1: Navn og formål


Stk. 1 Foreningens navn er Radikal Ungdom Odense (RUO). Foreningen
hører hjemme i Odense Kommune, og dens virkefelt er Odense Kommune.

Stk. 2 Foreningen er tilsluttet landsorganisationen Radikal Ungdom af 1994
(RU) og studenterorganisationen Radikale Studerende (RS), men er
økonomisk og politisk uafhængig af disse.

Stk. 3 Foreningens formål er at samle unge om aktivt politisk arbejde med
udgangspunkt i de radikale politiske idéer. Formålet er desuden at gøre
opmærksom på og tydeliggøre det ungradikale budskab over for andre
politiske aktører og offentligheden i almindelighed.

§ 2: Medlemskab


Stk. 1 Medlem kan enhver være som tilhører foreningens geografiske
område, og som:
a) skriftligt over for RU har erklæret sit medlemskab eller
b) Ikke ønsker medlemskab af RU, men skriftligt over for RUO har
erklæret sit medlemskab
Andre, som er interesserede i medlemskab af RUO, bosiddende udenfor
RUO’s geografiske område kan angive medlemskab af RUO ved
landsforeningen eller RUO.
Medlemmer kan ikke tilslutte sig andre partipolitiske
ungdomsorganisationer eller politiske partier, heraf undtaget Det Radikale
Venstre.

Stk. 2 Udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til RU (jf. stk.1 a) eller
RUO (jf. stk. 1 b), eller hvis et medlem ikke via kontingentindbetaling i det
senest afsluttede regnskabsår har bekræftet sit medlemskab.

Stk. 3 Et medlem kan indstilles til ekskludering af RU på en
generalforsamling med et flertal på ¾ af de afgivne stemmer eller af en
enstemmig bestyrelse, hvis medlemmet modarbejder foreningen og dens
formål. Hvis RU’s hovedbestyrelse er enig, kan den vælge at suspendere
det pågældende medlem. Den endelige stillingtagen til eksklusionen kan
kun foretages af RU’s landsmøde.

Stk. 4 Hvis RU ekskluderer et medlem skal RUO på først kommende
generalforsamling behandle eksklusionssagen for det pågældende
medlem. Generalforsamlingen kan med ¾ af de afgivne stemmer
konfirmere eksklusionen, hvorefter medlemmet ekskluderes af RUO.
Såfremt eksklusionen ikke konfirmeres fortsætter medlemmet som
medlem af RUO og betaler et kontingent svarende til
lokalforeningsandelen af det i § 6 stk. 5 fastsatte kontingent.

§ 3: Generalforsamlingen


Stk. 1 RUO’s øverste myndighed er den årlige generalforsamling (GF).

Stk. 2 GF afholdes i januar eller februar.

Stk. 3 GF indkaldes med mindst 21 dages varsel. Indkaldelse sker pr. brev
eller e-mail til alle medlemmer med den foreslåede dagsorden vedlagt.
Indkaldelse sker pr. e-mail såfremt medlemmet har opgivet en sådan.

Stk. 4 Adgang og taleret har ethvert medlem af RU Stemmeret har enhver
med fuldt medlemskab af RUO.

Stk. 5 Forslag vedrørende GF skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage
før GF’s afholdelse. Ændringsforslag til rettidigt stillede forslag kan dog
stilles frem til behandlingen af det pågældende forslag.

Stk. 6 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst
indeholde følgende:
1. valg af dirigent
2. valg af referent
3. godkendelse af dagsordenen
4. formandens beretning til godkendelse
5. økonomi:
a) fremlæggelse af regnskab til godkendelse
b) fremlæggelse af budget for indeværende regnskabsperiode
c) fastsættelse af kontingent for indeværende foreningsår
6. Behandling af indkomne forslag. Herunder indkomne forslag til
vedtægtsændringer samt bestyrelsens forslag til det kommende års
arbejdsprogram
7. valg af bestyrelse:
a) formand
b) næstformandc) kasserer
d) repræsentant i RU’s hovedbestyrelse. Hvis ingen er interesseret,
varetages posten af formand eller næstformand
e) op til 6 menige bestyrelsesmedlemmer
8. valg af:
a) kritisk revisor samt en revisorsuppleant
b) op til 2 repræsentanter i Odense Radikale Venstres (ORV)
bestyrelse. Hvis ingen er interesseret, varetager formanden den ene
plads, mens den anden plads står åben
9. evt. andre valg
10. eventuelt

Stk. 7 Referat fra generalforsamlingen skal offentliggøres for ethvert
medlem senest 6 uger efter generalforsamlingen.

Stk. 8 Såfremt alle poster ikke besættes på generalforsamlingen, kan
bestyrelsen efterfølgende indsupplere, indtil bestyrelsen er fuldtallig.

§ 4: Ekstraordinær generalforsamling


Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling (EGF) indkaldes, når bestyrelsen
eller mindst 1/6 af medlemmerne skriftlig udtrykker ønsker herom.

Stk. 2 EGF skal afholdes senest 1 måned efter, at en sådan begæring er
tilgået bestyrelsen.

Stk. 3 Indkaldelse sker med mindst 15 dages varsel pr. brev eller e-mail til
alle medlemmer med den foreslåede dagsorden vedlagt. Indkaldelse sker
pr. e-mail såfremt medlemmet har opgivet en sådan.

§ 5: Bestyrelsen


Stk. 1 Foreningens daglige ledelse udøves af bestyrelsen, under ansvar for
GF.

Stk. 2 Bestyrelsen består af op til 10 personer:
Formand
Næstformand
Kasserer
HB-medlem (eventuelt)
Op til 6 menige medlemmer

Stk. 3 Bestyrelsen afholder minimum 8 møder årligt, som indkaldes af
formanden. Første møde skal finde sted senest 14 dage efter GF. På dette
møde skal ansvars- og arbejdsfordelingen fordeles og føres til referat. Det
er enten formand eller næstformand, som igennem året har ansvaret for,
at referater fra aktiviteter sendes til RU.

Stk. 4 Bestyrelsesmøderne er åbne for ethvert medlem af RU. Tale- og
forslagsret har ethvert medlem af RU. Stemmeret har
bestyrelsesmedlemmerne. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, hvis
mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.

Stk. 5 Formanden skal sørge for udsendelse af dagsorden senest en uge
før bestyrelsesmøder.

Stk. 6 Mellem generalforsamlingerne er bestyrelsen myndighed for
indsupplering af menige bestyrelsesmedlemmer samt repræsentanter til
HB og ORV.

§ 6: Økonomi


Stk. 1 Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

Stk. 2 Regnskabet for det foregående år fremlægges til godkendelse på
den ordinære GF. Herudover fremlægges et budget for indeværende
regnskabsperiode til godkendelse af GF. Endvidere gøres der opmærksom
på i indkaldelsen til GF, at regnskabet kan rekvireres på forhånd ved
henvendelse til kassereren. En sådan rekvirering forpligter kassereren til at
sende regnskab til den pågældende senest 8 dage før GF afholdes.

Stk. 3 Den kritiske revisor har til enhver tid adgang til foreningens
regnskab og skal inden GF gennemgå og påtegne dette.

Stk. 4 Ved fremlæggelse af regnskabet på foreningens ordinære GF
aflægger såvel kasserer som kritisk revisor mundtlig beretning, hvorefter
regnskabet sættes til godkendelse.

Stk. 5 GF kan vælge mellem to former for kontingent. Enten følges model
a), hvor minimum 50 % af det kontingent som RU’s landsmøde har
vedtaget (den nærmere andel vedtages af landsmødet), går til
lokalforeningen, eller b) GF fastsætter selv lokalforeningsandelen. Vælges
model b), bliver det samlede kontingent det beløb som lokalforeningen
selv fastsætter, plus en andel på 50 % eller mindre af det af landsmødet
vedtagne kontingent. Det samlede kontingent til lokalforening og landsforening skal dog minimum være 75 kr.

Stk. 6 Kassereren har tegningsretten over foreningens økonomi.
Formanden varetager den øvrige tegningsret.

§ 7: Afstemning og valg


Stk. 1 Stemmeret har kun medlemmer af RUO, der ifølge RU (jf. §2 stk. 1 a)
eller RUO (jf. §2 stk. 1 b) har betalt kontingent. På bestyrelsesmøder er dog
kun bestyrelsesmedlemmer stemmeberettigede.

Stk. 2 Afstemninger sker ved håndsoprækning, med mindre et
stemmeberettiget medlem ønsker skriftlig afstemning. Der kan ikke
stemmes ved fuldmagt.

Stk. 3 Vedtægtsændringer kræver et flertal på ⅔ på en generalforsamling.

Stk. 4 Ved andre afstemninger kræves almindeligt flertal. Ved
stemmelighed falder forslaget.

§ 8: Foreningens opløsning


Stk. 1 Foreningens opløsning kan kun ske på en generalforsamling med et
flertal på ¾ af de afgivne stemmer. Yderligere kræves der endnu en
generalforsamling tidligst 21 dage efter og senest 42 dage efter den
første, hvor der igen kræves et flertal på ¾ af de afgivne stemmer, for at
foreningen kan nedlægges.

Stk. 2 Ved opløsning skal foreningens midler overgå til Radikal Ungdom af
1994, hvor de fastfryses til en eventuel senere oprettelse af en afdeling
under Radikal Ungdom af 1994 i Odense Kommune.

§ 9: Ikrafttræden


Stk. 1 Disse vedtægter træder i kraft straks efter vedtagelsen og erstatter
alle tidligere vedtægter.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling i Odense

den 18. januar 2014.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar